tillid

Det står i din magt at skabe flere og flere uforlignelige øjeblikke i dit liv. Disse øjeblikke kommer med skabelsen af indre tillid... tillid til processen og tillid til dig selv.

gæsterne

Tusind tak til vores gæster, som har tilladt at offentliggøre nogle af de mange tanker som vi med stor glæde modtager også tusind tak for de mange kort og breve, vi modtager fra jeres ferier og andre glade stunder fra det gode liv.

gæsternes mange tanker

Mine allerbedste anbefalinger, giver jeg bedst ved at fortælle min historie, som er følgende: Jeg har igennem det meste af mit liv, lidt af migræne, og var blevet opgivet af lægerne i forhold til behandling og bedring, samt havde prøvet utallige former for alternativ behandling, alt sammen uden succes. Jeg blev igennem andre gjort bekendt med psykoterapeut Johny Larsen og hans behandlingsform. Ved mit første aftalte møde/samtale med Johny, blev jeg mødt med en stor imødekommenhed, tillid og respekt. Ved efterfølgende samtaler, blev jeg ret hurtigt klar over, at min migræne var stress relateret, og at Johny kunne tilbyde mig et behandlingsforløb, som jeg kunne bruge til noget. Behandlingen har for mig, i min hverdag betydet, at jeg fortsat bliver bedre til at forebygge den indre stress. Selve behandlingen har foregået, dels ved enkelte samtaler og ophold á 2 - 3 dages varighed. Derudover har jeg løbende haft mulighed for, og gjort stor brug af kontakt med Johny pr. tlf. eller E- mail. Alt i alt har dette behandlingsforløb betydet, at jeg altid har følt, at hjælpen var "lige ved hånden". Dette har betydet rigtig meget, da der ofte er svære perioder, når man arbejder med sig selv, og også oplever tilbagefald. På nuværende tidspunkt, i mit liv er jeg stort set fri for migræne anfald, hvilket er en ubeskrivelig lettelse og gradvist giver mig mere livskvalitet. De "værktøjer" som Johny har givet mig, kan og vil jeg bruge resten af livet. Jeg tænker tit på den hjælp, jeg har fået af Johny, med dyb taknemmelighed, og kan kun give mine varmeste anbefalinger til andre mennesker, som har brug for hjælp i diverse svære situationer. Jeg håber, andre ikke vil lade sig begrænse af eventuelle "fordomme", mod et psykoterapeutisk forløb, og i stedet tage imod den hjælp, der findes og derved også oplever livsglæden og kvaliteten heraf. Hilsen H.S.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Anbefaling
Indtil jeg startede mit samarbejde med Johny Bredlund Larsen for 2½ år siden var jeg tæt på at give op. De mange psykiatere, psykologer, terapeuter og alternative behandlere jeg havde søgt hjælp hos gennem mere end 20 år var endt med, at jeg indtog store mængder af antidepressiv og angstdæmpende medicin - foruden medicin mod bivirkningerne. Men jeg var stadig depressiv, frustreret og følte mig hjælpeløs.
Hos Johny Bredlund Larsen har jeg mødt det usædvanlige engagement og den faglige ekspertise, som har givet mig en fremtid. Jeg har nu været medicinfri lidt over et år og har det bedre end nogensinde. Jeg har fået redskaber til at vælge positivt og dermed muligheden for at udforske og gå efter mine drømme. I processen har hans kreative tænkning givet mig løsningsforslag på både stort og småt, og hans helt unikke indlevelsesevne og vedholdenhed har givet mig tillid og arbejdsro.
Endelig har jeg muligheden for ”det gode liv”… og jeg ville inderligt ønske, andre fik den samme chance.
Helle 38 år
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------

For snart 2 år siden besøgte jeg Johny Bredlund Larsen for første gang.
Det blev begyndelsen til et intensivt og berigende samarbejde, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved min virkelighedsopfattelse, min måde at leve mit liv på, og ved mine fremtidsperspektiver.
Gennem hårdt terapeutisk arbejde (uden medicin) har jeg fået behandlet mit alkoholmisbrug og en latent depressiv/angstbetonet tilstand. Jeg har fået min barndoms overgreb bearbejdet, og afklaret mine fremtidsønsker og behov. Jeg har vendt manglende tillid til mig selv og andre, til en grundlæggende tro på, at jeg kan gøre mig selv og andre godt, og at andre vil mig det bedste. Ligeledes er jeg blevet i stand til at tage ansvar for mig selv og mine nærmeste.
Det er mit ønske at andre mennesker får den samme erfaring som jeg, at selvom ens livssituation ser vanskelig og uoverskuelig ud, så er der rig mulighed for at tage fat og ændre på den.
I mit tilfælde kunne jeg ikke have gjort det uden professionel hjælp, støtte og omsorg. Det har jeg fået hos Johny.
I dag har jeg et meningsfyldt og godt arbejde, bor pragtfuldt, omgivet af ting der virkelig betyder noget for mig. Jeg har etableret nye livgivende relationer til mennesker, der er meget forskellige fra dem, jeg tidligere havde kontakt med. Og sidst, men allerbedst, har min datter fået en mor, som er nærværende, og som hun kan stole på.
II, 45 år
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Kære Johny
Jeg har reflekteret meget sammen med dig, ligesom jeg har gjort det det meste af mit liv og du skal have nogle af mine tanker med på vejen her ved afslutningen af mit grundforløb og kan andre have glæde af dem, er du velkommen til at benytte dem.
28dage over 7 måneder og i dag skinner solen! Mit liv har på alle måder været oplevelsesrigt! Ambitiøst, ideologisk og hektisk, men jeg havde mindre og mindre styr over det, specielt når det kom til mit eget liv og min egen person! Jeg var sidste prioritet i alle mine gøremål, for jeg havde ikke fortjent noget, eller næsten ikke fortjent noget.
Måske er det ideologisk smukt og rigtigt at være uselvisk. At elske sin næste, hvor og hvornår du træffer vedkommende. At slås for idealerne, fædrelandet, de svage, vennerne og familien, men jeg lærte at jo bedre jeg er, jo mere træt bliver jeg og trangen til at ”slukke lyset” vokser.
Jeg kan fornægte mig selv; afsky og hade mig selv. Men jeg kan ikke i længden være noget for andre, før jeg har lært at tage ansvar for mig selv.
Er det så egoisme og navlepilleri? Det er det nok, men det er ganske enkelt nødvendigt for at overleve og dermed fortsat være i stand til at være noget, for de mennesker jeg elsker og holder af.
Jeg har ofte sagt til mig selv; Så fat det dog og erkend det! ”Face it, Peter” kaldte jeg mit personlige advarselstegn. Gennem selverkendelse og forståelse af mig selv, mine handlinger, min baggrund og hele ”mig” har jeg fået taget hul på det gode liv.
Den taxa, der aldrig kommer til service, ”fordi der er så mange at transportere” den brænder sammen og kommer ikke til at transportere mere. Og nød- reparationer med tape, sejlgarn og bananmos i gearkassen, holder ikke længe, som vi alle ved.
På samme måde er alkohol som medicinen og andre hurtige løsninger/flugtveje med til at vi mennesker kan brænde sammen og ikke helt holde så længe som det kunne være ønskeligt.
Jeg erkendte mit behov for ”service”. Det har jeg brugt 28 dage over 7 måneder på at gøre! Billigt sluppet og mirakuløst styret og guidet! Og jeg vil huske mine fremtidige eftersyn.
Af hjertet: TAK
Peter – 53 år
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Her er jeg af personlige årsager HJ., en mand på 49 år og jeg har gennemført et behandlingsforløb hos Johny Larsen i perioden 2003-04. Da jeg startede her var jeg ganske meget i tvivl, om der overhovedet fandtes en behandlingsform som kunne give mig de nødvendige redskaber til at komme ud af mit misbrug af alkohol. Jeg havde prøvet flere former for behandling, der ikke gav mig det jeg søgte. Men jeg havde stadigt det ønske, at bliv fri af mit misbrug og genvinde familie og venners tillid så langt, som jeg kunne gøre det. Allerede efter den første uges behandling var jeg klar over, at denne form var anderledes dynamisk i forhold til hvad jeg tidligere havde prøvet og det tiltalte mig. Store dele af forløbet er gennemført sammen med Johny Larsen og jeg alene, dette har bevirket at jeg har turdet lukke op for de "tunge" ting, som jeg bar på inden i. Da jeg er selvstændig erhvervsdrivende, er der to ting som har været meget vigtig for mig:
1. Behandlingen og muligheden for at drive min virksomhed kunne koordineres.
2. Der kunne opretholdes den nødvendige diskretion i forhold til mine forretningsmæssige omgivelser.
Begge disse punkter er efterkommet på allerbedste måde og således at behandlingsforløbet ikke er blevet nedprioriteret. Johny Larsen har vist stor fleksibilitet og personalets imødekommenhed og empati er enestående, også i behandlingssammenhæng. Jeg er i dag fri af mit misbrug og kan koncentrere mig om det gode liv, passe på mig selv, mine kæreste og glæde mig over at kunne yde en arbejdsindsats, som af mine kunder bliver betragtet som 120 % i orden.
Jeg ved at det at passe på mig selv også handler om at tænke over mit tilbagefaldsforebyggende arbejde. Skulle jeg give min allerbedste ven, der havde et misbrugsproblem, en gave, så skulle det være et ophold hos Johny i Søndersø. En lykkelig mand. HJ.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Lars, 45 år, stadigt mere levende ....
Mange års fortrængning af svigt og usikkerhed var i efteråret 2003 blevet til et vedvarende misbrug og et voldsomt temperament, og udløste at jeg kun kunne føle mig skamfuld, forvirret, og skyldig så jeg befandt mig på grænsen til at ødelægge mit eget og min nære families liv og miste alt!
Til mit held er der et familiemedlem, med hvem jeg har bevaret en vis fortrolighed. Hun ser at det er helt galt fat, og overtaler mig til at kontakte Johny Larsen.
Hos ham oplever jeg hurtigt at føle mig velkommen, når enkle teknikker og tålmodig indsigt tages til hjælp til overvindelse af mine gamle angstfulde mønstre... jeg oplever meget tidligt i mit forløb en stærk følelse af at være hørt og set ... efter at have ”skjult” mig i mange trange år!! JEG er gennemskuet ...og det på en varm og klog måde!! JEG er nu hovedansvarlig for MIT liv.
Det har ikke været lutter lagkage, men tilbagefald og nedture er hver gang blevet forklaret og arbejdet igennem. Den mulighed, at jeg har kunnet kontakte Johny pr telefon, uanset hvad mit problem måtte være, er jeg sikker på har gjort mig i stand til at bevare overblikket og dermed familie og arbejde
Nu, efter flere modulers indtrængende, forstående, udfordrende og tillidsskabende terapi, i løbet af et år, kan jeg med stolthed se mig selv som nærmest stoffri efter 30 års brug og misbrug af hash og alkohol og med et forhold til familie, venner og arbejde, der er mere bevidst og afbalanceret end jeg har oplevet nogensinde før.
Jeg kan på det varmeste anbefale Johny til den der vil sig selv, uden guru og uden sygeliggørelse.
Lars
------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Kære Johny
Det er nu fire år siden jeg mødte dig for første gang. På det tidspunkt var jeg nået til et punkt i mit liv, hvor der ikke var noget, der gav mening mere. Det føltes som om fortidens spøgelser var begyndt at indhente mig. Jeg er voksent barn af en alkoholiker, og på det tidspunkt havde jeg ikke haft kontakt til min far i et par år. Jeg forsøgte desperat at ignorere alt, der havde med ham at gøre, men resultatet blev, at det åd mig op indefra og ubevidst fyldte det hele mit liv.
Da jeg kom over til dig, blev jeg mødt af en forståelse. Du fik mig til at forstå, at jeg ikke var alene, og at mange af de tanker jeg gik med var helt normale. Jeg lærte, at nogle af de ikke så flatterende træk ved min personlighed, såsom altid at skulle have kontrol med alting, i bund og grund skyldes min opvækst. Det var en stor åbenbaring for mig. Men selv om jeg er voksent barn af alkoholiker, blev jeg ikke kategoriseret af dig. Det gav dig formentlig en forståelse for mig, men jeg fik en meget individuel behandling, hvor du tog udgangspunkt i mig og mine behov, hvilket var rigtig fedt. Du formåede at rykke ved min tilværelse og give mig nogle redskaber, så jeg kunne lægge mit liv om og blive den person jeg altid har været indeni, men som jeg har haft så svært ved at stå ved og vise overfor min omverden.
Gennem mit forløb hos dig har jeg lært at stå ved mig selv. Nu tør jeg mærke efter, hvordan jeg har det indeni og handle på baggrund af mine følelser. Jeg har fået en mere rig tilværelse med meget glæde og uden store bekymringer. Jeg går ikke længere og ophober ting indeni; jeg handler og gør noget ved mine problemer, når de opstår. På den måde kan jeg koncentrere mig om de vigtige ting og nyde livet på en helt anden måde. Livet er en lang rejse og nogle gange kan vi alle få brug for hjælp til at bearbejde vores bagage; mit rejse er blevet lettere efter mit forløb hos dig og det er jeg dig evigt taknemmelig for.
Alle de bedste hilsner fra Lærke, 25 år.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------

BB 49 år Pårørende til alkoholmisbruger igennem 15 år.
Efter at misbrugeren i årevis havde besat min tankegang og styret mine handlinger, var det en befrielse at lære, at overlade ansvaret for og konsekvenserne af hans misbrug til ham selv.
At erkende at jeg ikke kan hjælpe ham, at hverken tårer, bønner, vrede eller kærlighed fra min side kan få ham til at ophøre med misbruget, har fået mig til at opgive følelsen af at have ansvaret for ham. Det er en lettelse, det giver plads til at have andre følelser, at føle sig levende indeni.
At behandlingen hos Johny Larsen også skulle kunne hjælpe mig personligt, var ikke noget jeg havde tænkt over inden min ægtefælle begyndte i terapeutisk misbrugsbehandling. Jeg var lidt nervøs for den første gang, jeg blev inviteret med til samtale, tænkte at terapeuten nok kun var på misbrugeres side.
Så det var dejligt at føle, at jeg fik opbakning, at jeg ikke var ved at blive ”skør”, at det ikke var mig der var årsag til alle problemerne, som misbrugeren ellers gjorde alt for at få mig til at tro. At mine reaktioner var helt normale på min ægtefælles uligevægtige handlinger. At møde forståelse for, hvor svært jeg havde det, men også afdækning af hvilken fælde jeg var havnet i som med-misbruger, det er det bedste der er hændt mig i en hel del år.
Det tager tid at lære at begynde at tage vare på sig selv. At jeg har ret til et godt liv, at det ikke er min skyld han er misbruger. At jeg skal leve et godt liv og kun hvis han vil af med sin misbrugsside, kan han fortsat være en del af mit liv.
Der blev spændt et sikkerhedsnet ud under mig, da jeg fik tilbuddet om at jeg bare kunne ringe både nat og dag, hvis der var situationer jeg var ked af eller ikke kunne klare. Det gav stor tryghed. Der er ydet en fantastisk indsats af Johny , han har vist stor interesse for os.
Det er dejligt at kunne ”læsse” af et sted, hvor det bliver. Ingen familie eller venner, der kan være nok så kærlige og hjælpsomme, kan hjælpe dig på den måde. Men de kan være der for dig når du har brug for det.
At gennemgå bogen om tilbagefald, med henblik på at blive min medmisbruger kvit har kastet lys over meget, det at kunne identificere faresignalet og handle før jeg falder tilbage i medmisbrugsrollen er et fantastisk godt værktøj.
Det er hårdt arbejde at være i terapi, det gør ondt og jeg har ind imellem været meget træt og af og til følt mig temmelig provokeret af terapeuten – men det er det værd.
Hilsen ex-medmisbrugeren.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Kvinde sidst i 50’erne og alkoholiker …
Det lyder ikke rart og mange vil måske forestille sig en ældre kvinde på en mørk bodega, der til sidst ender op som posedame. Men det er en kliché. Kvindelige alkoholikere er lige så forskellige som mandlige alkoholikere og findes også i alle lag og stillinger i samfundet. Som kvinde føler man det ekstra skamfuldt at være alkoholiker. Det passer ikke til samfundets kvindebillede. Derfor vil jeg gerne fortælle min historie om, hvordan jeg blev alkoholiker og blev ædru igen. Det, der startede med almindelig nydelse af vin, etc. til lørdagsmiddagen samt mere til festlige lejligheder eskalerede efterhånden til en flaske flere gange om ugen. Man havde jo haft en hård dag og så trængte man lige til en drink, når man kom hjem fra arbejde osv. Det, der er godt ved alkohol – i begyndelsen – er jo at det fungerer som en slags benzin. Det kan holde en i gang, så man kan arbejde mere. Og det kan gøre at man fortrænger sine følelser, især de ubehagelige. Man drukner dem.
Men der skal mere og mere til. Og efterhånden fungerer det ikke mere. Kroppen siger stop og alle de skadelige følgevirkninger sætter ind. Det skete også for mig – flere hospitalsindlæggelser og alvorlige diagnoser, fik mig efter pres fra min familie til at indse, at jeg måtte gøre noget for at komme ud af mit misbrug.
Det var min søster, der på nettet faldt over behandlingstilbuddet hos Johny og jeg vidste straks efter at have læst om programmet, at det var det rette for mig. Det blev yderligere bekræftet efter en første indledende samtale. Det vigtigste for mig var og er, at programmet er individualiseret og løbende har kunnet tilpasses det sted, hvor jeg har været i forløbet og de behov jeg har haft. Et vigtigt punkt for mig har været afklaringen gennem en særlig test af mine højrisikosituationer. Jeg har brugt alkohol som min ”medicin” til at ”holde det ud” både i arbejdslivet og privatlivet, hvor jeg ikke har sat mine grænser. Det er ikke en let proces at komme ud af et alkoholmisbrug, hverken for alkoholikeren eller de pårørende. Og jeg tror, at man som kvinde har en større skyld over at være kommet så langt ud. Det er også noget, vi har arbejdet med i behandlingen. Det har ikke været nemt og der har været tilbagefald. Men de er blevet analyseret og jeg er kommet op på hesten igen og på rette spor igen. Nu er jeg færdig med det primære forløb, men har besluttet at fortsætte i efterbehandling det næste år. Jeg betragter det som en slags serviceeftersyn. Man sender jo også sin bil til service. Mit helbred er blevet meget bedre og jeg har nu fået nogle redskaber, så jeg kan ”face” verden uden at alkoholens tåger. Og har lært at sige nej, når kravene i arbejdslivet eller privatlivet bliver så store, at jeg hverken kan eller vil honorere dem.
Det har ikke været uden omkostninger, det har været hårdt, der har været grædt mange tårer, men det har været det hele værd.
Hilsen K
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Kære Johny.
Vi har netop besøgt din hjemmeside - og med stor interesse læst om dit behandlingskoncept.
Vor store interesse for dit virke skyldes ikke mindst, at du for 3 år siden på storslået vis hjalp vor dengang 27 årige søn ud af et langvarigt og hemmeligholdt amfetamin-misbrug. Vi skal aldrig glemme den storslåede indsats du ydede i forbindelse med hans 2 måneders ”indlæggelse” og den efterfølgende opfølgningsbehandling. Der har selvfølgelig været tilbagefald og nedture, men de ”værktøjer” du havde ”udstyret” os med gjorde, at han hurtigt kom op igen og jeg tror, at det vil glæde dig, som det langt mere glæder os og hans hustru, at han nu for første gang i sit liv har bestredet det samme job i 2 år i et ansættelsesforhold som såvel han selv som hans arbejdsgiver værdsætter meget.
Når vi før skrev ”udstyret os med”, var det ud fra den betragtning, at det ikke kun var vor søn du var i stand til at hjælpe. Såvel os som vor svigerdatter er dig dybt taknemmelige for den professionelle hjælp og interesse, som du også gav os som pårørende. Jeg tror ikke at mange er klar over hvilket følelsesmæssigt pres der ligger på pårørende til en misbruger. Vi var vist ikke engang klar over det selv, før du med dit varme og personlige engagement kom til os og spurgte hvordan vi havde det. Svar var overflødigt – du havde allerede vurderet selv og nået den rette konklusion, at vi havde brug for hjælp.
Johny – vi vil aldrig glemme hvad du gjorde for os. Du var ikke blot behandler, psykoterapeut og misbrugsafvænner – du var også en god ven, som med stor inderlighed, hjertevarme og medmenneskelig interesse hjalp os igennem en af vor livs værste kriser.
Vi har ofte følt trang til at give udtryk for vor taknemmelighed, men den lurende frygt for om tingene ”holdt” har nok lagt en dæmper på vor umiddelbare begejstring. Det har dog vist sig at denne frygt var ubegrundet. Som tingene står nu, har vi klare beviser for at det storslåede og dygtige arbejde du ydede dengang og efterfølgende, har båret frugt. Du skabte et resultat, som vi tør tro på og som vi glæder os over.
Lad os med dette brev sige tak for alt hvad du gjorde, og udtrykke ønsket om at du fortsat selv må finde glæde ved dit virke – så vil det helt sikkert også blive til glæde og til stor gavn for andre.
Tak for alt Johny.
De kærligste hilsener V & J
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Kære Johny
Netop hjem kommet fra en god weekend på Fyn og efter en dejlig evaluerings samtale med dig i går har vi besluttet os for en tilbagemelding til dig, som du må bruge på din hjemmeside og forhåbentlig kan den så inspirere andre til at gå i gang. Det er aldrig for sent at ændre vaner eller lære nye.
Vi er mand 56, hustru 56, Har kendt hinanden og dannet par siden ungdomsårene og med to voksne og en halvvoksen søn.
For ca halvandet år siden (april 2009) var næsten alt håb ude for vores forhold og familieliv. Alkohol og bitterhed havde taget al vores glæde.
Som en desperat sidste handling kontaktede vi dig.
Vi aftalte at besøge dig og fra dag 1 blev tingene stille og roligt anderledes.
Du har aldrig haft ambition om, at stille mål op, som ikke var egne mål!
Du har aldrig moraliseret!
Du har undervist, været engageret, lyttet, reflekteret, stillet spørgsmål, kommenteret, opmuntret og ikke mindst fulgt op og støttet. Også med kritiske spørgsmål, hvis du undrede dig, men altid parat til at ændre opfattelse, hvis du oplevede, at vi ikke talte samme sprog.
Alkohol fylder i dag langt mindre, der er plads til respekt og forskellighed og vi har lært at tale sammen igen, at lytte, at reflektere og ikke mindst sætte pris på de ting vi har, der binder os sammen.
Hilsen familien i Jylland
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------

En solstrålehistorie!
Gennem de sidste 10 år drak min mand mere og mere, og jeg kunne ikke se nogen løsning på problemerne. Jeg har forsøgt at hjælpe så godt jeg kunne, men desværre. Jeg blev mere og mere bitter og vred. Jeg har forsøgt at tale med vores egen læge, været til samtaler hos Alkoholambulatoriet, hvor min mand også var med, var til møder i Al-Anon og A.A. m.m.
Han prøvede antabus, men trangen vendte tilbage og han indså at der skulle ske noget mere, derfor valgte han at gå i Minnesotabehandling i 6 uger på et behandlingshjem. Vi håbede at trangen var væk, men desværre… Han begyndte efterfølgende at drikke igen.
Der gik et par år, med masser af skænderier, og det blev værre og værre med drikkeriet. Jeg blev mere og mere indesluttet og ked af det, jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre.
Lige før Påske, gik det helt galt. Han sov det meste af dagen, og vi havde faktisk opgivet, jeg magtede ikke mere og min mand havde mistet troen på livet.
Påskedag 2010 så jeg en annonce ”Alkohol Klinik Nordfyn”. Jeg ringede og talte med Johny, fortalte om vores liv, og vi fik en tid allerede 2. påskedag. Vi aftalte at vi begge skulle komme i et modul førstkommende weekend.
Det blev et vendepunkt i vores liv. Det allerbedste var da Johny sagde til min mand: ”DU ER IKKE ALKOHOLIKER”, men du har et misbrug. Det vil jeg aldrig glemme, og efter disse ord er det gået stille og roligt fremad, og nu efter ca. et år, har vi et meget bedre liv, jeg er ikke på vagt mere, fordi min mand ikke længere drikker i det skjulte, men kan sidde og nyde et glas vin sammen. Vi er begge dybt taknemmelige overfor det kæmpe arbejde Johny har ydet for os, samt at vi har kunnet kontakte ham når som helst, hvis vi havde brug for det, og det har vi haft flere gange! Det er så trygt at vide at vi nu har en vi kan ringe eller skrive til, når der opstår uro for en af os. Det har ikke været let, men det bliver bedre og bedre for hver dag der går. Vi har lært en masse ting om os selv. Hvis vi ikke var kommet i kontakt med Johny, er jeg sikker på min mand havde været død i dag. Tusind tak til Johny Bredlund Larsen, for hans store hjælp, vi er dybt taknemmelige!

Kærlig hilsen D.D.